Årets sædskifteplan for køkkenhaven var super let at få på plads, for det var stort set ingen rettelser i forhold til den forudbestemte rotation. Det må betyde, at jeg er nået ind i en rutine der virker.
Ideen med at indføre sædskifte – dvs. at plante afgrøderne i nye bede hvert år – er både at hjælpe med at forhindre sygdomme og skadedyr i at sprede sig, og at modvirke jordtræthed. Jordtræthed sker hvis den samme afgrøde trækker på de samme næringsstoffer år efter år, og dermed udtømmer jorden så afgrøden trives dårligere.
Det er ikke alle køkkenhaveeksperter, der mener, at det er nødvendig med sædskifte. Charles Dowding (kongen over no-dig gardening) har kørt forsøgsbede, hvor han har dyrket de samme afgrøder i en efterhånden lang række år, uden at udbyttet er ændret. Hans pointe er derfor at man ikke behøver skifte. Så man kan altså godt lade være, måske især hvis man kører gravefri køkkenhave.
Jeg bruger ‘livrem og sele’-metoden og roterer i en del af bedene, selvom jeg dyrker gravefrit. Jeg har plads nok, og det skader nok heller ikke at rotere, selvom man ikke nødvendigvis skal.
Du kan se min planer for 2022, 2023, 2024 og 2025 her.
Min køkkenhaves bede
Min køkkenhave består af groft sagt tre dele:
Den lille køkkenhave, der er 6 bede, alle ca 10 meter lange og 1,2 meter brede. Et af bedene har flerårige afgrøder (asparges, artiskokker, rabarber og løvstikke), så det er ikke med i rotationen, og bedet ved siden af, bliver mere og mere overtaget at selvsåede asparges som jeg ikke luger væk, så det er også på vej ud af rotationen. Sidste år satte jeg persille, fennikel og glaskål mellem de små aspargesplanter. Det virkede fint, så det gentager jeg.
Den lille køkkenhave er også her hvor jeg dyrker mine jordbær. Jordbærplanterne skifter jeg hvert andet år, så det sætter en begrænsning på hvor stor frihed jeg har i bedene, da to af bedene hvert år allerede har jordbær stående.
Æstetik er også en afgrøde i min køkkenhave, så selv om denne del af køkkenhaven ligger oppe i haven, hvor især hønsene kan kommer forbi og rode, har jeg valgt ikke at sætte et hønsesikkert hegn op, alene fordi det ikke vil være særlig pænt lige dér. Derfor dyrker jeg her primært ting, der kan holde til at hønsene kommer forbi, eller hvor jeg kan sætte et net henover og på den måde holde dem ude.
Den store køkkenhave, der er 8 bede, alle 10 meter lange og 90 cm brede, samt et smalt bed langs drivhusets sydvendte side. Den store køkkenhave ligger bag vildthegn, så her kan jeg plante uden at bekymre mig om høns, rådyr eller andre sultne typer.
I år udvider jeg den store køkkenhave med et kartoffelstykke, så jeg kan dyrke kartofler nok til vejboden hele året.
Den sidste del er drivhus og bærbuskebede. Disse indgår selvfølgelig heller ikke i rotationen.



Sædskifteplan for køkkenhaven 2026
Her er selve sædskifteplanen for den lille køkkenhave:
| Afgrøde | Bed i 2025 | Bed i 2026 | Note |
|---|---|---|---|
| Porrer, knoldselleri | 1 | 3 | Fordelt med 2/3 knoldselleri og 1/3 porrer |
| 2. års jordbær | 3 | 2 | Halvt tidlige og halvt sene bær |
| Rødbeder, Squash | 4 | 1 | |
| 1. års jordbær, hvidløg | 2 | 4 | |
| Asparges, persille, fennikel | 5 | 5 | Unge aspargesplanter, der er ved at vokse til, blandet med persille og enkelte fennikler |
Her er selve sædskifteplanen for den store køkkenhave:
| Afgrøde | Bed i 2025 | Bed i 2026 | Note |
|---|---|---|---|
| Ærter, bønner | 9 | 7 | Primært høje sorter, der vokser på stativer. Mellem stativerne sætter jeg salat |
| Kartofler, middeltidlige | 10 | 8 | Når kartoflerne er høstet sætter jeg kål til efterår og vinterhøst |
| Kartofler, sene | 11 | 9 | Når kartoflerne er høstet sætter jeg kåltil efterår og vinterhøst |
| Kartofler, sene | 12 | 10 | Når kartoflerne er høstet sætter jeg kål til efterår og vinterhøst |
| Løg, gulerødder | 13 | 11 | Gulerødderne er som regel 1/3 af tidlige, 1/3 lidt senere og 1/3 vintersorter |
| Rosenkål, grønkål, rødkål | 14 | 12 | |
| Broccoli, blomkål, spidskål | 7 | 13 | |
| Ærter, bønner | 8 | 14 | Lave sorter |
| Tidlige kartofler, græskar | 7a | 7a | Det smalle bed langs drivhuset |
| Kartofler | – | 15 | Nyt kartoffelstykke |
Som det ses, rykker jeg to bede hvert år. Det skyldes at jeg har tre kartoffelbede og to bønne/ærtebede. På den måde får jeg roteret typen af afgrøde, og får især bønnerne rykket.




Skriv et svar