Historien om Bredemaj

Bredemaj er en gård der ligger på det nordøstlige Stevns, tæt ved den lille by Holtug. Den ligger kun et par kilometer fra Stevns Klint og Bøgeskov havn.

Stuehuset på Bredemaj er stråtækt bindingsværk der emmer af idyl. Der er 900 kvm tilbygninger, der engang var stalde og lader. Nu er kostalden et topmoderne kontor med mødefaciliteter, svinestalden et haveværksted og laden fungerer som garage.

Til Bredemaj hører en 40.000 kvm stor grund, hvor vi har blomsterhave, køkkenhave, en masse høns og en nyanlagt skov og sø.

Køkkenhaven dyrkes efter økologiske, gravefri principper og helt uden kunstgødning og sprøjtemidler. Når der er overflod, sælger vi ud af vores grøntsager i vejboden. Vejboden har vi selv bygget, som en mini-kopi af laden på Bredemaj.

Bredemajs historie

Stuehuset på Bredemaj er fra 1777. Det er et bindingsværkshus, der dog har fået en pavillon bygget til på midten engang i starten af 0´erne. Staldbygningerne noget nyere end stuehuset; de er bygget i årene 1929-30.

Hvorfor gården hedder Bredemaj kan vi ikke grave frem, men betydningen af navnet skulle være noget i retning af ‘høst fra den brede mark’, hvor ‘maj’ kommer af at maje, dvs. at høste. Gården har pudsigt nok heddet Ishøjgård i en årrække, inden den skiftede navn tilbage til Bredemaj.

Bredemaj anno 1949. Billedet er hentet fra Det Kongelige Biblioteks samling “Danmark set fra luften”

Hvem er vi?

Vi er Erik og Line. Vi flyttede hertil i efteråret 2021, efter vi faldt for Bredemaj ved første blik. Vi boede tidligere i et rækkehus i Gentofte, så forskellen er markant. Men vi elsker det her!

På gården har vi 3 katte plus en staldkat, en masse høns og et utal af flagermus, fasaner og mus – og måske en enkelt ugle.


This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.