Forspiringen er ved at skulle i gang, så det er ved at være tid til at planlægge hvilke kål, der skal optage kål-pladserne i køkkenhaven i år.

Et godt udgangspunkt i mine overvejelser, er selvfølgelig mine erfaringer fra tidligere sæsoner. Hvad var godt, hvad var knap så godt. Jeg har løbene dyrket mere og mere kål, henover de år jeg har haft køkkenhave her på Bredemaj, både fordi der har været plads, og fordi jeg har fået øjnene op for hvor givende kål er.

Jeg dyrker for tiden en del forskellige typer kål: hvidkål, rødkål, grønkål, broccoli, glaskål, blomkål, spidskål, rosenkål og senest blomsterkål, romanesco og savoykål.

Lad os tage typerne en ad gangen, og få afgjort hvilke typer og sorter jeg skal dyrke i år.

Jeg har givet sorterne karakter på en 1-5 skala. Det er ikke bygget på andet end min umiddelbare fornemmelse af om kålen smagte godt, og om udbyttet var arbejdet værd.

Broccoli drillede mig de første år jeg dyrkede dem, men nu er de en af mine faste succeser.

Første år dyrkede jeg kun sorten Rasmus. Planterne nåede ikke helt at danne hoveder, så den sparsomme høst bestod mest af broccolinier, dvs. tynde skud. Det virkede som om de var sået for sent, selvom jeg fulgte vejledningen på pakken.

Da jeg skiftede til sorten Sebastian fik jeg endelig de eftertragtede store flotte hoveder, der var virkelig lækre. Jeg høstede ved at skære hovederne af og lade planten stå i jorden. Det betød at den satte nye skud, som vi høstede som broccolinier hen over sensommeren. Dejlig sort!

Samme har jeg oplevet i stor stil med sorten Natalino, der blev til en helt lille busk, som jeg høstede brocollinier af langt hen på efteråret.

Spidskål er en anden af mine favoritkål. En sprød salat med spidskål kan være noget af det lækreste om sommeren. Jeg har alle år haft god succes med spidskål. Jeg har gennem årene dyrket Cuor di bue grosso, Jersey Wakefield, Filderkraut og Kalibos, der er en rød Spidskål.

Mine favoritter er helt bestemt Jersey Wakefield og Kalibos. Begge to giver faste mellemstore hoveder, og kålen er sprød og let at spise rå.

Filderkraut giver markant større hoveder, og en lidt grovere kål – nok især hvis man høster den sent. Jeg synes den er mindre ‘sød’ i smagen end Jersey Wakefield, men til gengæld er den mere resistent mod kulde.

Da jeg var barn, var rosenkål bitre og bestemt ikke en yndlingsspise, men de nyere varianter er milde og meget mere nøddeagtige i smagen.

Hvor jeg ved andre grøntsager har fundet gode robuste sorter i de gamle arvesorter, så er rosenkål undtagelsen, hvor jeg har lært, at man skal gå efter de nyere sorter. Medmindre, selvfølgelig, man specifikt går efter den bitre smag.

Jeg har kun prøvet to sorter: Igor og Sanda. Begge giver gode rosenkål, især hvis man ikke sætter planterne for tæt. Et par af mine gjorde det første år, og resultatet var at planterne blev meget små og rosenkålene blev ærtestørrelse. Dem fik hønsene, så lidt glæde har de da givet.

Igor giver lidt større rosenkål end Sanda, men Sanda er klar lidt tidligere, så begge er gode at have i køkkenhaven.

Favorit-opskriften på rosenkål er i øvrigt at halvere dem, pensle med smør, drysse lidt salt på og så 20 min i ovn. Uhm!

Hvidkål

Jeg har tidligere dyrket sorten Dowinda, der giver fine store hvidkål, der er meget som man forventer et hvidkål ser ud i supermarkedet. De blev høstet før frosten kom, og dem vi ikke spiste med det samme, blev lagt på en reol i stalden, hvor de har holdt sig fint, vinteren over. De yderste blade er selvfølgelig blevet tørre og visne, men piller man et par lag af, kommer man ind til fin, frisk hvidkål.

Sorten er altså fin, men med den succes jeg har haft med spidskål, er det som om hvidkålene endte med kun at være hønsefoder. Jeg er derfor holdt op med at dyrke hvidkål.

Rødkål

Indrømmet; jeg dyrker udelukkende rødkål for at kunne lave rødkål til julemiddagen. Jeg sætter 2-3 planter hver år, og det giver fine, mellemstore hoveder. Valget af sorten granat, beror udelukkende på, at det var den man kunne få, der hvor jeg købte mine frø, men den gør det den skal.