Genetikken bag årets farvede æg – det blå kuld

Noget af det mest spændende hvert år er, når de første høner fra årets klæk begynder at lægge. Er det lykkedes at fremtrylle de farvede æg, jeg havde forventet? Fortæller farverne mig mere om både forældredyrenes og hønernes egen genetik?

I 2025 var de første tre kuld kyllinger opdelt efter æggenes farve. Det første kuld var det blå, næste var brunt og det sidste farve-kuld var det hvide kuld. Ud over de tre farvekoordinerede kuld, udrugede hønen Ravn et kuld med racekyllinger af tre forskellige racer. Preben fik lov til at ruge et ekstra lille kuld ud, og til sidst på året fik Hønemor 10 kyllinger af ganske blandt ophav.

I alt har vi ruget 61 kyllinger ud i 2025! Ganske mange, og egentlig også for mange. Det var da også kun fordi der var mange haner blandt kyllingerne og fordi en del af kyllingerne i et af kuldene døde undervejs, at vi tog det sidste, store kuld med. Her ligner det til gengæld at 8 ud af 10 kyllinger er høner, men det er en helt anden historie.

Alt i alt er der kommet 25 nye høner ud af årets kuld. Det er til gengæld et helt perfekt antal. Jeg har plads til ca 20 høner i hver hønsegård, og der har været en del frafald blandt de gamle høner.

Med de nye høner, er der 18 høner i det røde hønsehus og 19 høner i det gamle hønsehus.

Her vil jeg prøve at give et bud på deres æggefarve-genotyper, baseret på æggenes udseende og hvad jeg ved om forældrenes gener.

Lidt om hvordan generne skrives

Jeg bruger som tidligere følgende nomenklatur:

  • O = dominerende blå (blå basis), o = recessiv blå (hvid basis)
  • B1 = dominerende brun overlay 1 (rødtonet / protoporphyrin), b1 recessiv brun 1
  • B2 = dominerende brun overlay 2 (grøntonet / biliverdin), b2 recessiv brun 2

Hønerne har to alleler af hvert gen, dvs. genkoden for æggenes farve skrives som tre bogstavpar, f.eks:
o/o B1/b1 b2/b2, der er genet for et lyst brunt æg.

Derudover forsøger jeg at holde styr på hvem der har gener for heavy bloom, og også om det er muligt at holde styr på de gener, der koder for prikker på æggene. Det gør jeg med hhv et M og et P.

Det er væsentligt at nævne, at en ting er, at generne er til stede, en anden er hvor meget de bliver udtrykt.

En høne kan have et dominant brunt gen (B1 eller B2), men udtrykke det så svagt, at æggene nærmere er hvide end brune. Tilsvarende vil en høne med dominant blåt gen (O), samt et dominant gen for brun (B1 eller B2), lægge olivenfarvede æg, hvis det brune er stærkt udtrykt, eller blågrønne æg, hvis det brune kun udtrykkes moderat.

Graden af udtryk, er ligesom farverne selv, også styret af gener. Det undlader jeg at tage med her, for at det ikke bliver alt for uoverskueligt.

Husk at ovenstående er en simplificering. Der er mange flere gener, der bestemmer farven end dem jeg har taget med – også gener videnskaben ikke endnu helt har afdækket. Jeg håber dog, at den simple version kan bruges til at give en smule mening og sammenhæng.

Det blå kuld

Tilbage til årets kyllinger! Alle høner i det blå kuld lægger æg nu, så nu kan jeg lægge gen-kabalen og se hvad de mon har fået af spændende træk.

Der var 6 høner og 3 haner i det blå kuld. Den ene hane, Frans Ferdinand, beholder vi fordi han både er virkelig flot, og fordi hans temperament er roligt og blidt over for både høner og kyllinger. Resten er kommet andre steder hen.

De 6 høner hedder Perle, Kaffelatte, Cappuchino, Ny Stribe (ikke super originalt navn, jeg ved det..), Beyoncé og Flemse,

Farvede æg fra det blå kuld
Hønerne i det blå kuld lægger de fineste æg – men de er ikke alle blå! Fra bunden og op er æggene fra Perle, Kaffelatte, Cappuchino, Ny Stribe, Flemse og Beyoncé

Forældredyrene og de mulige kryds

Æggene fra de seks høner i det blå kuld viser den fine variation, der kan komme fra blå æg med blandede forældre. At der optrådte brune æg og æg med heavy bloom, fortalte mig hvilke gener Einer og Diego gemmer på. Vigtig information til de næste generationer.

Nu ved vi hvad der kom ud af det, men hvilke muligheder var der, med de kryds der er lavet? Lad os prøve at dykke lidt ned i det.

I nedenstående opsummerer jeg de mulige genotyper (gen-sæt) og fænotyper (genernes udtryk, dvs det visuelle resultat), for hver kryds af forældre.

Preben og Bøf

Det første forældrepar vi kigger på er Preben og Bøf. Hvor Preben er hønen. De to, er de mest rene blå høns jeg har. Bøf er renracet Creme Legbar, og der afspejler sig også i hans gener for æggefarve: O/O b1/b1 b2/b2. Preben er en hybrid, så hun har kun ét dominant O: O/o b1/b1 b2/b2.

Genotype%Forventet ægfarve
O/O b1/b1 b2/b250 %Klar blå
O/o b1/b1 b2/b250 %Lys blå

Lille, men vigtig fodnote: Procentfordelingerne viser, hvad man statistisk kan forvente over mange afkom. I praksis arbejder jeg jo med meget få kyllinger pr. par, og her kan virkeligheden let afvige markant fra tallene.

Opsummerede fænotyper:

Blå med blå. Kryds mellem to blå uden skyggen af brun, giver de pureste blå farver

Ny Stribe – blå med prikker

Hønen Ny Stribe er datter af Preben og Bøf, og lægger så selvfølgelig blå æg. Det fine er, at der de fleste gange, er fine hvide prikker på æggene. Virkelig fine æg!

Ægget er relativt lyst, så mit bud er, at hun kun har ét dominant blåt gen. Prikkerne afslører et ekstra lag genetik. Hvor det kommer fra ved jeg ikke, men enten Bøf eller Preben må have det liggende latent.

Bud på genotype:
O/o b1/b1 b2/b2 P

Preben og Diego

Hvad sker der så, hvis vi krydser Preben med Diego? Diego er O/o B1/b1 b2/b2, dvs. han har både blåt og brunt med sig. Det giver følgende kombinationsmuligheder:

Genotype%Forventet ægfarve (fænotype)
O/O B1/b1 b2/b212,5 %Oliven
O/o B1/b1 b2/b225 %Oliven
O/O b1/b1 b2/b212,5 %Blå
O/o b1/b1 b2/b225 %Blå
o/o B1/b1 b2/b212,5 %Brun
o/o b1/b1 b2/b212,5 %Hvid / creme

Opsummerede fænotyper:

Diego og Preben er et potent mix! Perle er ét af de mest sandsynlige udfald

Perle – oliven på den klassiske måde

Perle netop datter af Preben og Diego, og lægger et smukt olivenfarvet æg.

Her er der ingen tvivl om, at Perle både har arvet O (blå basis) og B1 (brun overlay). Kombinationen, der netop giver oliven. Jeg kan ikke skelne om hun har B1 eller B2, og ved da heller ikke præcis hvad Diego har at give videre, men det brune hun har, er tydeligt udtrykt.

Bud på genotype:
O/O B1/b1 b2/b2

Vanta og Bøf

Hønen Vanta er O/o B1/b1 b2/b2 (hun lægger blågrønne æg) og hanen Bøf som nævnt O/O b1/b1 b2/b2.

Genotype%Forventet ægfarve
O/O B1/b1 b2/b225 %Oliven
O/o B1/b1 b2/b225 %Grøn/Blågrøn
O/O b1/b1 b2/b225 %Klar blå
O/o b1/b1 b2/b225 %Lys blå

Opsummeret fænotyper:

Alle afkom af Vanta og Bøf vil have en blå base i deres æg. Både Kaffelatte og Cappuchino falder i den grønne ende.

Både kaffelatte og Cappuchino er afkom af Vanta og Bøf. De ligner da også hinanden ret meget på ydersiden.

Kaffelatte – grønne æg

Kaffelatte lægger grønne æg, altså blå base med et tydeligt grønt skær.

Hun har helt sikkert arvet O fra enten den ene eller begge sider og dermed blå basis. At ægget trækker mod grøn antyder, at der er brun i spil – sandsynligvis B1, men ikke udtrykt så stærkt som hos f.eks Perle.

Bud på genotype:
O/o B1/b1 b2/b2

Cappuchino – den mere blå søster

Cappuchinos æg er en anelse mere blå, uden at være helt rene blå, og de er mindre grønne end Kaffelattes. Det er et fint eksempel på, hvordan samme genetiske udgangspunkt kan give forskelligt udtryk.

Bud på genotype:
O/o B1/b1 b2/b2

Dvs samme kode som Kaffelatte. Forskellen mellem søstrene ligger sandsynligvis i mængden af aflejret brun, dvs hvor meget det brune bliver udtrykt.

    Ravn og Einer

    Ravn lægger de olivenfarvede æg, og kan have denne kode: O/o B1/B1 b2/b2. Ud fra Flemses æg (se næste afsnit), kan jeg se, at Einer må bære på et gen for heavy bloom, så hans kode må være o/o B1/b1 b2/b2 M

    Det ekstra M giver lige et ekstra sæt udfaldsmuligheder:

    Genotype%Forventet ægfarve
    O/o B1/B1 b2/b2 M12,5 %Mørk oliven m. bloom
    O/o B1/B1 b2/b2 m12,5 %Mørk oliven uden bloom
    O/o B1/b1 b2/b2 M12,5 %Grøn m. bloom
    O/o B1/b1 b2/b2 m12,5 %Grøn uden bloom
    o/o B1/B1 b2/b2 M12,5 %Mørk brun m. bloom
    o/o B1/B1 b2/b2 m12,5 %Mørk brun uden bloom
    o/o B1/b1 b2/b2 M12,5 %Brun m. bloom
    o/o B1/b1 b2/b2 m12,5 %Brun uden bloom

    Opsummerede fænotyper med bloom:

    Kryds med et heavy bloom gen i puljen, giver masser muligheder

      Beyoncé – klassisk brun

      Beyoncé er datter af Ravn og Einer og lægger lyse, brune æg. Hun har derfor fået en hvid basis med brunt overlay og uden bloom.

      Bud på genotype:
      o/o B1/b1 b2/b2

      Preben og Einer

      Preben er som nævnt O/o b1/b1 b2/b2 og Einer o/o B1/b1 b2/b2 M. Igen har vi flere udfaldsmuligheder, hvis vi tager genet for heavy bloom med.

      Genotype%Forventet ægfarve
      O/o B1/b1 b2/b2 M12,5 %Oliven m. bloom
      O/o B1/b1 b2/b2 m12,5 %Oliven uden bloom
      O/o b1/b1 b2/b2 M12,5 %Blå m. bloom
      O/o b1/b1 b2/b2 m12,5 %Blå uden bloom
      o/o B1/b1 b2/b2 M12,5 %Lys brun m. bloom
      o/o B1/b1 b2/b2 m12,5 %Lys brun uden bloom
      o/o b1/b1 b2/b2 M12,5 %Hvid / creme m. bloom
      o/o b1/b1 b2/b2 m12,5 %Hvid / creme uden bloom
      Kryds med heavey bloom gen på en ren blå høne, giver de smukkeste farver

      Flemse – lys brun med bloom

      Flemse lægger de fineste lysebrune æg med tydelig bloom, der giver en lidt støvet og blød overflade. Hun er datter af Preben og Einer. At hendes æg har bloom, viser mig at Einer må bære bloom-genet. Både han og Flemse har derfor fået tilføjet et M til sin kode:

      Bud på genotype:
      o/o B1/b1 b2/b2 M

      Det var det blå kuld. Det brune kuld gav kun én høne. Hende vender jeg tilbage til. De hvide kuld gav 6 høner, hvor ikke alle er begyndt at lægge æg. Jeg antager at de venter til foråret kommer med mere lys og varme.

      Det er virkelig spændende at gætte på generne, og se om mine antagelser er korrekte. Mine bud på hønernes arveanlæg vil blive mere præcise, jo flere hønekyllinger jeg får ruget ud, så det giver mig en god undskyldning for at blive ved!

      Kommentarer

      Skriv et svar

      Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

      This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.