Her i marts 2026 er det 2 år siden, vi fik gravet vores lille vandhul ud på dét, der før var en udpint kornmark. Fra starten har det været planen, at vi ikke har blandet os i, hvordan naturen har indtaget søen. Vi har derfor ikke sat eller sået planter, og heller ikke sat dyr ud. Så det har været spændende at følge med i, hvordan naturen stille og roligt indtager den lille sø.
Du kan se hvordan søen blev til her.
Efter det første år, var der kommet en smule mere vegetation, men dyreliuvet var begrænset til vandkalve og insekter.
Vigende Vandstand
Men hvad så nu? Hvordan er det gået i år 2? Det mest nervepirrende har været vandstanden. Vi anlagde søen et år, hvor der havde været usædvanligt meget nedbør, så de omkringliggende marker var mættede med vand – faktisk så meget, at der lå vand på marker og også veje. Derfor blev søen hurtigt fyldt godt op. Desværre skulle det vise sig ikke at være normen. Hele 2. år faldt vandstanden lige så stille. Sidst på efteråret, inden det begyndte at for alvor regne igen, var vandstanden så lav, at vi kunne skimte bunden.
Søen er ikke foret eller vandsikret på nogen måde, så vi er helt afhængige af at grundvandstanden er høj nok, og om lerjorden kunne holde på vandet. Det positive er, at vi kan se at vandet kommer tilbage, når der er nedbør. Det er tydeligt, at vandet presses ind gennem siderne fra den omkringliggende jord.
Hen over dette forår, kan vi se, at vandet lige så stille kommer tilbage, men vi når nok ikke op på den maksimale vandmængde der var i starten, indtil vi igen får et år med meget nedbør.



Dyre- og plantelivet rykker ind
På den positive side er dyre- og plantelivet for alvor begyndt at rykke ind. Over sommeren flyttede 3-4 grønne frøer ind, og her i marts spottede jeg en lille klase frø-æg, sandsynlig vis fra en brun frø! Meget spændende!
Det er også tydeligt, at planterne kravler ind på søen. I vandet er der nu store plamager af alger, og langs bredden skyder der pil og flere dunhammere. Jorden er så mager, at væksten ikke går helt amok endnu, men vi er opmærksomme på om enten pil, dunhammere eller algerne begynder at overtage for meget. Indtil videre lader vi dem være. Det tror jeg også frøerne er glade for.







Skriv et svar